Kristian Lilholt

KALD DET BARE UMIDDELBAR BEGEJSTRING
Af musiker Kistian Lilholt

 

”Da jeg første gang stod foran Carsten Franks landskabsfrise hos Jyske Finans i Silkeborg, i foråret 2006, blev jeg optændt af en slags kreativ uro. Jeg syntes, at malerierne var utroligt flotte, og fik nærmest en fornemmelse af at blive suget ind i dem”. 

”Malerierne åbnede for en strøm af minder, fornemmelser og længsler”. ”Jeg fik stor lyst til at uddybe, bidrage og blive en del af maleriernes kunstneriske univers”.

”Jeg opdagede de små hvide felter ved hvert maleri, hvorpå der var skrevet nogle ord. Jeg stod foran maleriet 'Stille Vinterlys' og læste de første linier: 'det er trist og dunkelt derude, og snesjappet har lagt sig klamt tilrette'. Ordene mindede mig om St St Blichers digt fra 1838 'Det Er Hvidt Herude' og med udgangspunkt i Thomas Laubs melodi til det gamle digt, var jeg allerede i gang med at synge ordene til maleriet”.

”Det har været utrolig spændende at 'knække' Carstens ord, og lave iørefaldende, stemningsfulde musikalske forløb omkring dem. Ordene er jo slet ikke skrevet som sangtekster. Der er ikke vers og omkvæd som i den gængse populærmusik”.
 ”Selvom der ikke er et eneste tilbagevendende omkvæd i de 8 sange, er der alligevel en genkendelighed i de forskellige sanges melodilinier og temaer, og jeg synes, at de medvirkende sangere og musikere formidler og rammer årstidernes stemning rigtig flot”.  

”I løbet af LAND processen har jeg oplevet en form for genopdagelse af årstidernes og naturens forskellighed i Danmark. Jeg håber at I på samme måde, når I lytter, ser og læser LAND, får pirret og skærpet fornemmelsen for fædrelandet”.